Tirzepatide (LY3298176)

I dette fase 3-studie (SURPASS-1) med 478 voksne med type 2-diabetes, der ikke var tilstrækkeligt reguleret med kost og motion, fik deltagerne tirzepatide i tre forskellige doser eller placebo som ugentlig injektion i 40 uger. Alle tirzepatide-doser sænkede langtidsblodsukkeret (HbA1c) klart mere end placebo, og de fleste nåede blodsukkermålene. Deltagerne tabte sig også.

I dette studie med 1879 patienter med type 2-diabetes blev tirzepatide sammenlignet med semaglutid, begge som ugentlig injektion i 40 uger. Tirzepatide sænkede langtidsblodsukkeret (HbA1c) mindst lige så meget som og ved højere doser mere end semaglutid. Vægttabet var også større med tirzepatide. De hyppigste bivirkninger var milde til moderate mave-tarm-gener i begge grupper, såsom kvalme, diarré og opkastning.

I dette studie (SURPASS-4) med voksne med type 2-diabetes og høj risiko for hjerte-kar-sygdom blev tirzepatide sammenlignet med insulin (glargin), begge i mindst 52 uger. Tirzepatide sænkede langtidsblodsukkeret (HbA1c) mere end insulin. Mave-tarm-gener som kvalme, diarré, nedsat appetit og opkastning var hyppigere med tirzepatide og var for det meste milde til moderate. Studiet var især tilrettelagt for at vurdere hjerte-kar-sikkerheden.

I dette 72-ugers fase 3-studie (SURMOUNT-1) fik 2539 voksne med fedme, men uden diabetes, tirzepatide i tre doser eller placebo som ugentlig injektion. Deltagerne tabte sig betydeligt – i gennemsnit 15 til 21 procent afhængigt af dosis mod omkring 3 procent med placebo. De fleste nåede mindst 5 procents vægttab og mange over 20 procent. De hyppigste bivirkninger var milde til moderate mave-tarm-gener, mest under optrapningen af dosis.

I dette 72-ugers studie (SURMOUNT-2) fik 938 voksne med både fedme og type 2-diabetes tirzepatide (10 eller 15 mg) eller placebo som ugentlig injektion. Deltagerne på tirzepatide tabte i gennemsnit omkring 13 til 15 procent af vægten mod cirka 3 procent med placebo. Langt flere på tirzepatide nåede mindst 5 procents vægttab. De hyppigste bivirkninger var milde til moderate mave-tarm-gener som kvalme, diarré og opkastning.

I dette studie (SURMOUNT-4) fik voksne med fedme først tirzepatide i 36 uger og tabte sig i den periode omkring 21 procent. Derefter fortsatte halvdelen med tirzepatide, mens de øvrige skiftede til placebo i 52 uger. De, der fortsatte, tabte sig yderligere en smule, mens de, der skiftede til placebo, tog meget af vægten på igen. Studiet observerede altså, at fortsat behandling var nødvendig for at bevare vægttabet. Bivirkningerne var overvejende milde til moderate mave-tarm-gener.

I disse to fase 3-studier fik voksne med moderat til svær obstruktiv søvnapnø og fedme tirzepatide eller placebo i 52 uger – nogle brugte vejrtrækningsmaskine (PAP), andre ikke. Tirzepatide reducerede antallet af vejrtrækningsstop pr. time (AHI) klart mere end placebo i begge studier. Deltagerne tabte sig også, og flere andre mål blev forbedret, såsom blodtryk og en inflammationsmarkør (CRP). De hyppigste bivirkninger var milde til moderate mave-tarm-gener.

I dette fase 2-studie fik 190 deltagere med leversygdommen MASH og moderat til svær ardannelse (fibrose) i leveren tirzepatide i tre doser eller placebo i 52 uger. Langt flere på tirzepatide fik tilbagegang af MASH, uden at fibrosen blev værre – op til omkring 62 procent mod 10 procent med placebo. De hyppigste bivirkninger var milde til moderate mave-tarm-gener. Forfatterne påpeger, at der er brug for større og længere studier.

I denne efterfølgende analyse af et studie med 316 personer med type 2-diabetes undersøgte forskerne, hvordan tirzepatide påvirker bugspytkirtlens insulinproduktion og kroppens insulinfølsomhed sammenlignet med dulaglutid og placebo. Tirzepatide forbedrede markører for både insulinfølsomhed og cellernes funktion mere end dulaglutid. Kun en lille del af forbedringen i insulinfølsomhed kunne forklares med vægttabet alene. Forskerne antyder derfor, at virkningen på to receptorer giver selvstændige mekanismer for blodsukkerkontrol.

Denne forhåndsplanlagte analyse samlede alle syv SURPASS-studier af tirzepatide ved type 2-diabetes med data fra over 7000 deltagere. Målet var at se, om tirzepatide påvirkede risikoen for alvorlige hjerte-kar-hændelser (såsom hjerteinfarkt, slagtilfælde og hjertedød). Sammenlignet med kontrolgrupperne øgede tirzepatide ikke denne risiko. Forfatterne konkluderer, at tirzepatide ikke gav højere risiko for alvorlige hjerte-kar-hændelser hos personer med type 2-diabetes.

Denne oversigtsartikel opsummerer tirzepatide, det første godkendte lægemiddel, der virker på to receptorer (GIP og GLP-1) samtidigt, mod type 2-diabetes. Forfatterne henviser til fem studier (SURPASS 1–5), hvor tirzepatide sænkede langtidsblodsukkeret og kropsvægten mere end tidligere enkeltlægemidler og mere end semaglutid og insulin. De hyppigste bivirkninger var mave-tarm-gener. Analyser tydede ikke på øget risiko for hjerte-kar-hændelser. Forfatterne påpeger, at virkningsmekanismen stadig ikke er helt klarlagt.