Tesamorelin (GHRH(1-44)-analog)

I dette studie fik 412 hiv-patienter med ophobning af mavefedt daglige indsprøjtninger med enten tesamorelin eller snydemedicin (placebo) i 26 uger. Det indre mavefedt (visceralt fedt) faldt med godt 15 % i tesamorelin-gruppen, mens det steg i placebogruppen. Fedtstofferne i blodet (triglycerider og kolesterolforhold) blev også bedre, og IGF-1-niveauet steg. Blodsukkeret ændrede sig ikke væsentligt. Flere i tesamorelin-gruppen afbrød dog på grund af bivirkninger.

I dette 12-måneders studie med 404 hiv-patienter med mavefedt fik deltagerne tesamorelin eller placebo. Det indre mavefedt faldt med omkring 11 % efter 6 måneder og cirka 18 % hos dem, der fortsatte i 12 måneder, mens placebo næsten ingen ændring gav. Taljemål og oplevet kropsopfattelse blev bedre, og IGF-1 steg, uden ændring i blodsukkeret. Da behandlingen blev skiftet til placebo, vendte mavefedtet hurtigt tilbage. Medicinen blev godt tålt.

Denne analyse af to fase 3-studier undersøgte, hvilke hiv-patienter der bedst reducerede indre mavefedt med tesamorelin. Patienter med metabolisk syndrom, høje triglycerider eller hvid hudfarve havde størst chance for at respondere efter 6 måneder. Efter 3 måneder kunne forskerne ikke udpege sikre forudsigende faktorer. Chancen for at nå et mavefedtniveau under 140 cm² var næsten fire gange højere med tesamorelin end med placebo. Studiet beskriver altså træk, der hænger sammen med bedre respons.

Denne oversigtsartikel omtaler væksthormonfrigørende faktor-analoger som mulig behandling ved hiv-relateret lipodystrofi, hvor kroppens fedtfordeling og stofskifte er forstyrret. Tesamorelin fremhæves som den mest lovende, da det i to fase 3-studier reducerede overskud af indre mavefedt hos hiv-patienter. Forfatterne understreger, at der er brug for flere langtidsstudier for at afklare den langsigtede sikkerhed, og om behandlingen kan reducere risikoen for hjerte-kar-sygdom.

I dette studie fik 50 hiv-patienter med mavefedt tesamorelin eller placebo i 6 måneder. Tesamorelin reducerede både indre mavefedt og fedt i leveren sammenlignet med placebo. Fasteblodsukkeret steg lidt de første uger, men efter 6 måneder var der ingen sikker forskel i blodsukker mellem grupperne. Forfatterne omtaler dette som et foreløbigt studie og påpeger, at der er brug for mere forskning for at forstå den kliniske betydning og langtidsvirkningerne.

I dette studie fik 61 personer med hiv og fedtlever (NAFLD) tesamorelin eller placebo i 12 måneder. De, der fik tesamorelin, havde en større reduktion i leverfedt, og efter 12 måneder havde 35 % i tesamorelin-gruppen mindre end 5 % leverfedt mod 4 % i placebogruppen. Blodsukker og langtidsblodsukker (HbA1c) ændrede sig ikke forskelligt mellem grupperne. Nogle fik lokale reaktioner på injektionsstedet. Forfatterne mener, at der er brug for mere forskning i leveren.

Denne analyse af to fase 3-studier med 806 hiv-patienter med abdominal fedme undersøgte, om reduceret indre mavefedt hang sammen med levertallene i blodet. Patienter, der responderede på tesamorelin (mindst 8 % mindre mavefedt), og som havde forhøjede leverenzymer fra starten, fik et større fald i leverenzymerne ALAT og ASAT end dem, der ikke responderede. Forbedringen holdt sig over 52 uger, selv hos dem, der skiftede til placebo. Reduceret mavefedt blev altså forbundet med bedre levertal.

Denne analyse af to fase 3-studier undersøgte, om reduceret indre mavefedt med tesamorelin hang sammen med et bedre stofskifte hos hiv-patienter. De, der responderede (mindst 8 % mindre mavefedt), havde et større fald i triglycerider, bedre bevaret blodsukkerregulering og gunstigere HbA1c og adiponectin end dem, der ikke responderede, over 52 uger. Ændringerne i fedtstoffer og blodsukker hang statistisk sammen med, hvor meget mavefedtet faldt.

I dette studie fik 152 ældre voksne, nogle med let kognitiv svækkelse (MCI), daglige indsprøjtninger med tesamorelin (en stabil GHRH-variant) eller placebo før sengetid i 20 uger. Behandlingen gav en gunstig effekt på tænkeevnen, især på såkaldt eksekutiv funktion, og den var nogenlunde ens hos både raske og personer med MCI. IGF-1 steg, og kropsfedtet faldt. Fasteinsulin steg noget inden for normalområdet. Resultaterne beskrives som en positiv, men foreløbig effekt på kognition.

I dette delstudie fik 30 ældre voksne, nogle med let kognitiv svækkelse, daglige indsprøjtninger med tesamorelin (en GHRH-variant) eller placebo i 20 uger, mens hjernens signalstoffer blev målt med MR-spektroskopi. Efter behandlingen var niveauet af det dæmpende signalstof GABA øget i flere hjerneområder, og et stof forbundet med Alzheimers sygdom (myo-inositol) var reduceret i ét område. Glutamat ændrede sig ikke. Som i hovedstudiet blev der set en gunstig effekt på tænkeevnen.